Hvad er exceptionel kundeservice ?

Vi kender det nok alle... Vi står i en lækker specialbutik, hvor vi kan finde spændende og unikke produkter, og hvor vi netop forventer den lidt ekstra gode kundeservice. Ekspedienten ser ikke engang op fra sin disk, i det øjeblik man træder ind i butikken. Man beder om hjælp til et lækkert outfit, og den unge pige henter den ene forkerte kjole efter den anden og glemmer fuldstændig at tage højde for mig som kunde -min stil, alder og facon...:-(

Jeg ønsker at returnere et par jeans, fordi det ikke lige var mig. Ekspedienten som i og for sig er sød nok - spørger næsten skræmt, hvorfor jeg ønsker at bytte bukserne og udformer automatisk en tilgodeseddel, hvorefter jeg spørger næsten bedende, om jeg ikke kan få pengene retur - nu hvor jeg rent faktisk er inden for returdeadline og er i besiddelse af min kvittering. 'Nå, jo, det kan du vist godt'. 'Vi laver en undtagelse'. Jeg går derfra og føler mig fandens besværlig og pinlig berørt:-( 

Nu lyder jeg lidt spids! Men ovenstående oplevelser har jeg bare haft alt for mange af. Vi skal egentlig ikke tilbage til den gode service - for den, der var engang, passer ikke ind i nutidens forestilling om god service. Vi som forbrugere vil have opmærksom, fokus, underholdning og ikke mindst anerkendelse. 64% af alle forbrugere siger, at god kundeservice er vigtigere end pris. Og det matcher meget fint med min forestilling. 

Jeg forsøger altid på bedste vis at imødekomme alle mine kunders behov. Det er ikke så afgørende for mig, om jeg er enig med en kunde, hvis denne eksempelvis er utilfreds med et produkt eller ikke synes om en style, som jeg tilfældigvis elsker. Jeg tager altid udgangspunkt i, hvordan jeg selv ønsker til at blive mødt. Og JEG vil kort og godt ANERKENDES! Når først man bliver mødt af en, der gerne vil lytte til dig, er det 1000 gange nemmere at komme videre derfra. Så for mig handler det altid om at finde en løsning, hvor kunden bliver tilfreds. Og min oplevelse er faktisk, at 9/10 er rimelige og ønsker en fair løsning, der også dur for mig. 

Derfor er noget af det vigtigste for mig som selvstædigt brand at kunne tilbyde netop den service, jeg altid selv higer efter. Intet mindre end exceptionel kundeservice;-) 

Produkternes kvalitet og pris er selvfølgelig også en super vigtig faktor. Men jeg føler ikke, jeg kommer ret langt, hvis mine kunder ikke også er glade for den måde, jeg møder dem i deres både positive og negative feedback.

Der er næsten ikke noget, der kan få mig til at juble mere åndssvagt, end da jeg forleden modtog en telefonopringning fra en kunde, der ikke ønskede andet end at fortælle mig, at hun var mega glad for den skindjakke, hun havde købt hos Skintöi, og at den var landet i pakkeshoppen allerede dagen efter, hun havde bestilt den. Hun fortalte mig, at hun satte stor pris på den ekstra indsats, jeg havde ydet ifm rådgivning om produktet. Det syntes hun bare lige, hun ville fortælle mig. Mit hjerte smelter - og min dag er reddet:-) 

💗 Kamma